Uanmeldt kontrolbesøg fra Dansk Kennel Klub den 9. juli 2005. Se rapporten nederst på denne side.
Kennel Easy Magic opdrætter racetypiske labradors som stueopdræt. Det primære formål med avlen for os er at opdrætte gode jagthunde, der samtidig opfylder racens standart. Vi lægger stor vægt på at finde den rigtige hanhund til vores tæver. Det er vigtigt, at de mentalt og fysisk passer sammen og vi ser meget på hanhundens sind, inden vi beslutter os for hvem, der skal parre vores tæve. De kommende hvalpes farve har ikke så stor betydning, det vigtigste er, at vi kan se, at ved at parre med netop den hanhund får hvalpene det bedste sind og temperament. Når vi ikke skal bruge vores hunde på jagt, er det desuden vigtigt for os, at de egner sig til familiehunde. Derfor vægter vi meget egenskaber som rolige, kælne og hengivende hunde.
Fra hvalpene bliver født, er de sammen med os i stuen. Fra de bliver store nok til selv at kravle ud over kravlegårdens kant, kommer de sammen med moderen i hvalpesikret hundegård i de timer, hvor vi ikke er hjemme. Det sker primært for at sikre husets inventar, mens de er alene. Så snart en af os er hjemme, bliver hvalpene lukket ud i vores 3500 m2 store have og de har herfra adgang til hele huset. Ved at vi har dem om os hele tiden, lærer de fra starten at blive håndteret, og de bliver vænnet til høje lyde fra f.eks. TV og grydelåg, der bliver tabt . Vores måde at holde hvalpe på koster nogle potteplanter, og vi skal kontant have et øje på alle hvalpe, for at sikre os, at de ikke går i kast med f.eks. ledninger, men vi kan fra starten af lære hvalpene, hvad ordet nej betyder. Når vejret er godt vil vores hvalpe helst være i haven, hvilket gennem kuldene har kostet adskillige huller i græsplænen og blomsterkrukkernes indhold er en saga blot.
Inden hvalpene forlader os, har de flere gange prøvet at køre i bil. Det er et opløbsstykke, når vi præsenterer hvalpene for vandet. Vi finder en lun aften, hvor vinden er stille, og kører dem en tur til stranden. Her bliver alle hvalpene sat på stranden og både vi og moderen har travlt med at holde et øje på alle de små. I starten er det en stor væmmelig verden vi har bragt dem til, men stille og roligt bliver de mere nysgerrige og så er to personer faktisk ikke nok til at holde øje med dem. Men folk i lokalområdet kender som regel lidt til vores planer og der er normalt aldrig problemer med at skaffe et par ekstra hænder til den tur. Inden hvalpene forlader os har de desuden hørt skud, så vi kan se at de ikke er skudræd.
Vi har ikke selv børn, men det er vigtigt for os, at hvalpene bliver vænnet til børn fra starten. Johnny tager derfor jævnligt nogle af børnene fra hans arbejde med hjem, så de kan være sammen med hvalpene. Behøver vi at sige, at han er dagens mand, når de får lov at komme med ham hjem i et par timer. Både børn og hvalpe har rigtig godt af de timer sammen og vi syntes det er dejligt at se dem sammen. Samtidig kan vi lære børnene lidt om, hvordan de skal håndterer dyr.
Vi lægger også meget vægt på at både hanhund og tæve er testet for arvelige sygdomme, og vi avler kun på HD og AA frie forældre. Selvfølgelig er begge forældredyr også øjenlyst og fri for arvelige øjensygdomme.
MEN den altoverskyggende grund til, at vi har hvalpe er, at vi syntes det er dejligt og sjovt at have dem. Vi ved, at vi hvert år længes efter at få hvalpe, for det er snart ved at være en tradition for os og der mangler noget i vores liv, hvis vi et år ikke har hvalpe.
Den 9. juli 2005 fik vi uanmeldt kontrolbesøg af Dansk Kennel Klubs repræsentant Kai Klysner. Kontrolbesøget sker for at sikre at forholdene i kennelen er i orden. Her er hvad de skrev:
Total antal hunde: 18 heraf 14 hvalpe under 4 mdr.
Beskrivelse af forholdene (de fysiske rammer, hundens mentale og fysiske tilstand, motions- og aktiveringsmuligheder m.v.):
Et familiehus med 4.000 m2 grund som er indhegnet til hundene. Alle hundene og hvalpene går sammen. Hundene er familiehunde som bor inde hos familien. Alle hundene er venlige og tillidsfulde. Hvalpene er rolige og de er meget godt præget på både mennesker og andre hunde m.m. Hundene har fri adgang til vand. De er i en fantastisk god harmoni.
Ingen forhold der skal ændres eller opfølgningsbesøg.
